Da Benjamin som 16-årig fik en depression, var psykiatrien hurtige til at gribe ham – helt gnidningsfrit.

Benjamins mor, Thea, frygtede et forløb som dem, man hører om, men familien blev i stedet positivt overrasket over børne- og ungdomspsykiatrien.

Af Nanna Lindbæk Qvesel

Benjamin Juhl Burns var 16 år og gik i 9. klasse, da han ændrede adfærd. Han gik fra at være en glad, sportslig og legesyg dreng til at være ked af det, angst og indadvendt.

Han fortalte selv forældrene om, at han havde det svært. De havde bemærket, at han trak sig fra vennerne, isolerede sig og generelt bare var meget stille, men meget af det, han sagde, vidste de ikke. Deres søn havde følelsen af at være ved siden af sin egen krop, ensom i selskab med andre; han havde koncentrationsbesvær og svært ved sociale relationer.

Thea Juhl Thorup, der er mor til Benjamin, tog derfor fat i deres privatpraktiserende læge, som delte deres bekymring og mente, at han ikke bare var teenager, men faktisk havde det dårligt. Derfor blev der sendt en henvisning til børne- og ungdomspsykiatrien i Glostrup. 

”Vi fik at vide, at det ikke var sikkert, at de ville tage ham ind til udredning, men der gik faktisk meget kort tid, før vi fik et brev om, at de gerne ville tilbyde os et forløb,” siger Thea. 

De havde forventet, at der ville gå et halvt år, før de kunne komme til deres første samtale i psykiatrien. Det havde de i hvert fald hørt. I stedet kunne familien allerede komme til allerede efter en måneds tid. 

Taget seriøst af kompetent personale

Hverken lægen eller psykiatrien vidste, hvad Benjamin skulle undersøges for, men familien oplevede forløbet som yderst kompetent, hvor der blev afsøgt flere mulige diagnoser. Det blev til i alt seks samtaler over tre til fire måneder. 

Benjamin blev fulgt af den samme behandler under hele forløbet i børne- og ungepsykiatrien. Her blev både forældre og Benjamin interviewet. De synes alle, at hun var god og omhyggelig. Det var hende, der både startede og sluttede hans forløb i psykiatrien.

”Hele vejen igennem blev vi taget alvorligt og behandlet af kompetente og dygtige mennesker. Vi var bange for at komme igennem et forløb som dem, man hører om, hvor alting sejlede. Det oplevede vi overhovedet ikke,” fortæller moren, Thea.

Behandleren fandt frem til, at det, Benjamin havde, var en depression. Den var ikke alvorlig nok til at de tilbød medicin, men han blev tilbudt et forløb i en samtalegruppe med andre unge. 

”Vi var glade for at finde ud af, at man som ungt menneske kan erfare, at man ikke skal gå rundt og have det dårligt. Han følte sig set og anerkendt, og det var fantastisk at finde ud af, at der er nogen, der griber en,” siger Thea.

Som 16-årig sad han isoleret på sit værelse. I dag er Benjamin 18 år, og han er kommet godt over sin depression. Hans mor mener, at noget af det, der særligt hjalp ham, var skoleskiftet fra folkeskolen til efterskolen og dernæst gymnasiet. Og så har opmærksomheden på, at man skal tale højt, når man har det skidt, også været gavnlig.