På trods af selvmordstanker trak 16-årige Sigrids forløb ud

Sigrid følte sig som en brik i et brætspil: Det at sige, at man har stærke selvmordstanker, er ikke nok

Det, der fyldte mest i Sigrids forløb i børne- og ungdomspsykiatrien, var oplevelsen af, at der ikke var nok hænder til at tage sig af hende. Først da det nær var gået galt, følte familien sig set. Dette er Sigrids historie fortalt fra hendes mors perspektiv.

16-årige Sigrid har, siden hun var 14 år, været haft selvmordstanker. Hun føler sig svigtet af psykiatrien. (Privatfoto)

Af Nanna Lindbæk Qvesel

”Cutter!”

”Se, hun selvskader!”

Drengene fra klassen havde fundet barberblade i Sigrids telefoncover; og det fik endelig dansklæreren til at slå alarm. Sigrid var på daværende tidspunkt 14 år gammel og gik i 8. klasse. Samme dag ringede læreren derfor til Katrine Rasmussen, som er mor til Sigrid.

Det kom som et stort chok for familien, at Sigrid gik og havde det så dårligt. Datteren fortalte selv, at hun selvskadede for at håndtere de tanker og den uro, hun havde. Hun blev derfor henvist til børne- og ungdomspsykiatrien i Holbæk med henblik på udredning for psykosesuspekte symptomer.

”Hun havde en følelse af, at andre kunne læse hendes tanker, eller at hun kunne få noget til at ske ved at tænke på det. Hun havde tankemylder, og det var noget af det, det psykosesuspekte bestod af,” fortæller Sigrids mor, Katrine Rasmussen.

Og derfra begyndte et længere udredningsforløb i børne- og ungdomspsykiatrien. 

Tre uger efter henvisningen kom familien ind til den indledende udredningssamtale. De var glade for, at det var gået så hurtigt. Datteren blev bedt om at placere sine selvmordstanker på en skala fra 1 til 10 under samtalen. Her svarede hun 9. Selvmordstankerne var konstante.

De gik hjem fra samtalen uden en sikkerhedsplan, men da Katrine selv er psykolog, bad hun om hjælp i sit netværk. Her var særligt en ven af familien, der har arbejdet i børne- og ungdomspsykiatrien til stor hjælp:

”Han guidede os til, at vi skulle fjerne al medicin, uanset om det var farligt eller ej, gennemsøge hendes værelse for knive, barberblade og piller, som hun kunne have gemt, og selvfølgelig tale med hende, når hun havde det svært. Det var en kæmpe hjælp,” fortæller hun. 

Denne artikel omhandler selvmordstanker- og forsøg. Har du eller nogen, du kender, selvmordstanker, kan du kontakte Livslinien på 70 20 12 01 alle dage fra 11-05 eller benytte dig af deres chatrådgivning. Du kan læse mere på www.livslinien.dk

Et langsommeligt udredningsforløb

Efter den indledende udredningssamtale måtte familien vente en måned på den næste tid, hvor Sigrid skulle undersøges af en læge. Katrine fortæller, at Sigrid havde det rigtigt svært i den periode, men hun var stoppet med at selvskade efter at have fundet appen, ”I am sober”, hvor hun kunne tracke sine selvmordstanker.

Til den næste tid skulle Sigrid igennem en række undersøgelser for at afklare, om hendes symptomer var neurologiske eller psykiatriske. Det var ubehageligt for Sigrid, som ikke fik forklaret, hvorfor hun skulle igennem undersøgelserne. Det blev forældrenes opgave. 

Og herefter trak forløbet ud.

Hun fik en tid til en psykologisk undersøgelse 14 dage senere, men den blev aflyst – og så blev den næste aflyst igen. Sigrids mor fortæller, at forløbet derfra bar præg af det, de oplevede som ressourcemangel. Mange aflyste tider og skiftende personale.

”Der gik en måned før hun kom ind til den psykologsamtale, og hun var frustreret. Hun fik følelsen af, at det hele var lige meget, og der ikke var nogen hjælp at hente,” siger Katrine. 

Familien oplevede lange ventetider mellem hvert besøg i børne- og ungdomspsykiatrien. Kun en gang kom de ind til det samme personale igen.  

”Hver gang vi var derinde, fik Sigrid det så dårligt efter. Det var så belastende for hende, at hun ikke kom i skole i flere dage efter et besøg,” fortæller Katrine.

Og endelig efter seks måneder blev familien ringet op af psykiatrien, som sad klar med en diagnose. Sigrid lider af generaliseret angst. 

Under opkaldet blev familien tilbudt en samtale om behandlingstilbud, som de takkede ja til. De havde en forventning om, at den tiltænkte behandling ville indebære samtaler og terapi, men de fik i stedet kun tilbudt behandling med det antidepressive præparat, ”Sertralin”.

De takkede imidlertid nej til medicinen, da de ikke følte sig oplyste om medicinen. Med sin baggrund som psykolog, vidste Sigrids mor, at en alvorlig bivirkning særligt blandt unge er selvmordstanker, som Sigrid allerede havde, og de var derfor bekymrede for, om det ville udvikle sig mere, hvis hun tog imod medicinen. 

Da de takkede nej til medicinen, havde de en forventning om, at der så ville byde sig andre behandlingstilbud, men det skete ikke, og de Sigrid blev afsluttet i børne- og ungdomspsykiatrien. 

Herfra måtte de selv undersøge behandlingstilbud, og Sigrid begyndte i frivilligtilbuddet HeadSpace, som tilbyder psykologisk rådgivning for unge. Det var hun rigtigt glad for, men efter en periode i bedring, fik hun det igen dårligere.

Den nat, det nær gik galt

Katrine vidste godt, at Sigrid var begyndt at få det dårligere igen. Hun havde mange voldsomme angstanfald og havde svært ved at komme i skole om morgenen. En nat forsøgte hun at begå selvmord.

Sigrid blev kørt på skadestuen om morgenen. Samme dag som hendes storebror havde fødselsdag. Hun havde om natten skåret i sig selv i armen og drukket en hel flaske vodka. På skadestuen blev hun behandlet, der blev sendt en underretning, og familien blev anbefalet at tage til psykiatrisk akutmodtagelse i Roskilde. 

Det var en underlig morgen. De tog hjem og spiste morgenmad på hans fødselsdag, og så kørte de Sigrid videre på psykiatrisk akutmodtagelse, hvor hun ved middagstid blev undersøgt. 

Det blev vurderet, at hun ikke længere var akut selvmordstruet, og hun blev derfor ikke indlagt, men fordi der ikke var nogen tvivl om, at hun havde det meget dårligt, blev hun indskrevet i et rådgivningstilbud.

”Det var også min fornemmelse, at hun ikke længere var selvmordstruet. Jeg var ikke bange for, at hun ville tage hjem og begå selvmord, fordi hun var ret rolig. Jeg var enig i deres vurdering, og det virkede som om, at hun havde allermest brug for at komme hjem,” fortæller Katrine. 

De fik at vide, at der var et rådgivningstilbud til dem, indtil kommunen kunne iværksætte et forløb, men kommunen vurderede, at Sigrids vanskeligheder hørte til i psykiatrien, så familien stod tilbage uden et behandlingstilbud. 

Sigrid går i dag på efterskole, hvor hun har fundet ro ved at være sammen med hestene. (Privatfoto)

Behandling med Sertralin

Efter sommerferien skulle Sigrid begynde på efterskole, og familien kontaktede derfor psykiatrien igen i foråret. De var bange for, at hun ville få det dårligt igen, og tænkte, at Sigrid måske skulle afprøve medicinen alligevel. Halvandet år efter den første henvisning, blev hun igen tilknyttet psykiatrien – Denne gang med henblik på behandling. 

I efteråret begyndte Sigrid på Sertralin, og hun bliver i dag fulgt af psykiatrien, som hele tiden vurderer bivirkningerne og effekten af medicinen. Hun skal snart til en samtale i psykiatrien, hvor de skal afklare, om medicinen har den ønskede virkning, og om hun skal fortsætte på den. 

  • Sertralin øger mængden af signalstoffet, serotonin. Reguleringen af serotonin kan spille en rolle i udviklingen af depression.
  • Sertralin er kun registreret til behandling af OCD hos børn og unge og skal overvåges nøje, hvis behandlingen er nødvendig. 
  • Hos børn og unge under 18 år ses en øget risiko for selvmordstanker og aggressivitet. Der er generelt en øget risiko for unge under 25 år. 
  • Bivirkninger, herunder angst og selvmordstanker, kan tage til og vise sig mere i starten af behandlingen.

Kilde: pro.medicin.dk

I dag er Sigrid 16 år gammel. På efterskolen får hun god støtte fra sin kontaktlærer og holder fortsat en nær kontakt til sin mor, Katrine. 

Sigrid har det stadig svært, men efterskolen har været gode til at hjælpe hende. Angsten forhindrer hende stadig i at deltage i nogle aktiviteter, og nogle gange må hun også blive væk fra undervisningen af samme grund. Det har de været meget forstående overfor. 

”På efterskolen har de heste, og det, der har hjulpet hende bedst, er at være sammen med hestene. Her viser efterskolen en stor forståelse for hendes behov for at gå i stalden, når angsten tager til,” siger Sigrids mor.

Oplevelsen af psykiatrien

Familien havde nogle forventninger til psykiatrien, som de ikke kunne leve op til. Det var for eksempel den sikkerhedsplan, de i starten af forløbet efterspurgte. Samtidig fik de ingen råd og vejledning om anden behandling end medicinen. Og så oplevede de gang på gang aflysninger og skiftende personale. 

”Sigrid følte sig som en ludobrik i et spil. Der var ikke nogen, der havde tid til at se eller tale med hende. Det var en oplevelse af, at der simpelthen ikke var ressourcer,” fortæller moren.

Katrine fortæller, at det virkede til, at de manglede personale. Flere gange fik de aflyst deres tider i psykiatrien. Behandlerne var også søde og kompetente, men de mødte kun én af dem igen.

Det var først efter selvmordsforsøget, at de følte sig set. 

Selve diagnosen var en lettelse for familien. En ven af familien, der er psykolog i psykiatrien, forklarede dem, at generaliseret angst godt kan ligne noget psykotisk med dens tankeforstyrrelser, når man er ung. Forløbet i børne- og ungdomspsykiatrien var alligevel en skuffelse for dem.

”Vi fik bare at vide, at hun skulle have medicin. Skal vi ikke snakke om, at hun har brug for hjælp? Har I nogle samtaler? Har I nogen gruppeforløb? Har I noget som helst?” lyder det fra Katrine

Sigrid forstår ikke hvorfor, hun ikke har fået nogle redskaber eller hjælp. Behandlingen drejer sig om hendes generaliserede angst og ikke om hendes selvskadetrang, selvom det er det, hun allerhelst vil have hjælp til at kunne håndtere.

”Vi har fået for lidt hjælp til angsten og ingen hjælp til selvmordstankerne og selvskaden. Det kan godt være, at generaliseret angst dækker over det, men er det virkelig normalt at have det i den grad? Det er i hvert fald en hjælp, vi ikke har fået,” fortæller Sigrids mor. 

6 Comments Add yours

  1. Bente Olesen siger:

    Det er utroligt, at der skal så meget til for at få hjælp. Stakkels pigebarn!

  2. Mauran Muthiah siger:

    Det virkelig sager som disse der får mig til at kaste penge efter Psykiatrifonden måned efter måned. Mentalt helbred er vigtigt

  3. Louise siger:

    Jeg hader hvordan psykiatrien gang på gang bliver underprioriteret. Der er brug for flere hænder! Alt det bedste til Sigrid og hendes familie. Hun er en stærk pige!

  4. 31190 siger:

    Skræmmende historie om den mangel på hjælp, som unge ofte mødes af i psykiatrien. Virkeligt voldsomt at selv efter et selvmordsforsøg lader hjælpen vente på sig.

  5. Preben siger:

    En mere menneskelig tilgang i psykiatrien vil jo nok gøre mange mere trygge, og give nogle reelle løsninger frem for en pille kur. At forstå et menneskes psyke, er noget andet end at forstå en skade. En strukturel ændring der giver noget mere nærvær og skaber tryghed for familien, er simplethen en nødvendighed! Godt familien i denne situation kunne tage fat i et personligt netværk. Men tænk på de familier som ikke har den mulighed.

  6. Jesper siger:

    Jeg håber der i fremtiden bliver afsat flere midler til psykiatrien, så man ikke skal vente så længe. For nogen er det desværre ikke så lykkelig en udgang at skulle vente længe på første samtale. Min erfaring er dog at de mennesker man møder i psykiatrien gør hvad de kan, med de midler de har. Men der er for få midler.
    Flot flot artikel <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *